İslam i Koran

Hvornår vil Gud acceptere mine bønner

Når vi har det svært i livet;
Når vi mister, ønsker ægteskab, ønsker rigdom, ønsket at bestå eksamen, vi er i ugengældt forelskelse, ønsker helbred, er barnløse, er i sorg, lider tab eller har mistet etc., så søger vi trøst og hjælp hos den Almægtig Gud via bøn.
Vi ved inderst inde at ingen andre end Gud vil kunne forstå vores følelser helt. (50/v16)

Når vi beder til Gud, ønsker vi at tingene skal gå – lige efter ”hvad vi syntes er bedst” for os. Vi tænker meget subjektiv. Derfor glemmer vi nogle gange,  at Gud er den som er Alvidende Hersker over himmel og jord. Gud har Magten til at ændre noget dårligt til godt og omvendt. Både Koranen og Biblen understreget, at Gud er altid i en skabelse-stilstand (55/v29 sync. Joh.kap:5/v17). Derfor kan alting ændre sig, hvis blot Gud ønsker det. Dermed må altid sætte vor lid og håb til den Barmhjertige Gud-الله.

I Guds forudbestemte naturorden som vi mennesket ingen ejerskab til. Gud har indkodet mennesket med forskellige instinkter. Disse instinkter[1] er medfødt anlæg for at udføre bestemte handlinger eller reagere på en ydre påvirkning på en ubevidst, men hensigtsmæssig måde.

I Koranen fortæller Gud om menneskets natur og instinkter;
At mennesket er skabt meget skrøbelig (4/v28).
At mennesket er glemsom (20/v115, 18/v24).
At mennesket har trang til egoisme, hovmodighed og selv-behag (96/v6-7).

Gud gøre os bekendt med vores svagheder. Og oplyser os vores svagheder og løsninger igennem Hans Hellige Skrifter, så vi kan nemmere acceptere og være påmindet om vores svagheder som menneske. Gud fortæller at, Hans naturorden og Hans Religion i Hellige Skrifter passer fuldstændig intakt ind i menneskets behov (30/v30).

Bøn
Menneskesønnen er en del af Guds skabelses-værk. Derfor ved Gud, hvad mennesket har brug for. Han er os Aller nærmeste (50/v16). Da mennesket er meget glemsom, er de fastsatte fem gange daglige bønner (salah –  صلاة) er en af de bedste anledninger til, at danne en stærk bånd og relation til Gud. Fordi vi under denne bøn ( صلاة) bliver påmindet om, at vi er Guds skabelses-værk. Når vi aflægger vores daglige bønner sætter vi vores ego på plads. Vi underkaster os Gud både fysisk, psykisk, mundtlig og åndelig. Vi tilbeder alene Den Almægtige Gud, som har magten til at give alt godhed af Hans rigdom. Vi er menneskesønnen der har brug for Gud, og ikke omvendt.

Gud tester menneskesønnen;
Siden skabelse af det første menneskesøn har Gud testet mennesket. Vi lærer af profeten Adam og Evas fejl. Da de ikke lytter til Guds advarsel om, at Satan vil vildlede dem. Både Adam og Eva overtræder Guds eneste påbud om ikke at spise af frugttræet. Adam og Eva begår synd ved at lytte til Satan og spise af det forbudte træ. Vi lærer at mennesket kan begå fejl. Adam og Eva bekender deres fejl og angre om at have syndet mod Gud.  Adam søger om Guds tilgivelse(7/v23) . Og, den mest Barmhjertige Gud tilgiver Adam. (7/v19-27 smgl. 2/v36-38 – sync. Mos:1:kap:2—4).

Det ligger i Guds vilje, at Gud vil ”teste” og ”afdække” om menneskesønnen er bestandig – under livets vanskeligheder og vil overholde Hans påbud og forbud. Derfor er denne Guds-princip  ikke anderledes for hverken os eller Skriftprofeterne. Guds test omfatter alle mennesker fra dets myndighedsalder (4/v6).

Hvis vores bøn måtte være omgående opfyldt fra Guds side, ville dette være en modsætningsforhold til Guds vilje om at ”afprøve /teste” menneskesønnen. Paradiset er det sted, hvor alt hvad hjertet begær vil blive opfyldt. Her i vores jordiske liv – vil Gud først teste mennesket. Og, afsløre dets handlinger (gode som onde). Og, derefter kan Gud indfrie nogle af vores bønner straks, nogle kan han udsætte accepten til senere i vores liv (fordi Gud har noget bedre i vente). Der kan også være nogle bønner, som vi ikke kan få indfriet her i vores jordiske liv. Disse vil Gud lade vente som en større belønning i det hinsidige liv. Det forudsætter altid, at Vi lever og dør som Guds-bevidste (troende) (3/v102).

Den Almægtige Gud/Allah siger i Koranen:
”Regnede menneskene med at de vil blive ladt i fred,
blot fordi de siger: ”Vi tror!” uden at blive udsat for prøvelse?
Vi udsatte også dem, der levede før dem, for prøvelser.
For Gud vil vide, hvem der er Sandfærdig. Hvem der lyver, vil Han også vide.” (Koranen: 29/v2-v3). 

”Regnede I med at træde ind i Paradiset, uden at der var sket jer noget lignende som det, der skete for tidligere folk?
Undertrykkelse og Modgang ramte dem i så høj grad, og de blev så rystet,
at Guds Udsending samt de troende med ham var nær at sige: ”Hvornår vil Guds hjælp?” komme.
Guds hjælp er bestemt nær!” (Koranen: 2/v214)

I ovenstående Koran verser forstår vi tydeligt at Guds hjælp ikke vil komme – før menneskets test er afsluttet. Dette er en magt og afgørelse som kun og alene ligger i Guds regi.

I de Hellige Skrifter, herunder Biblen og Koranens mange fortællinger kan vi finde mening, trøst, lære, og hvis vi sandelig reflektere -vil vi forstå Guds vilje, og sammendrage dem i de prøvelser vi selv står i vores nuværende liv.

Satans hvisken (waswasa) vil altid trænge snedigt ind igennem vores øre, sind og frustrere os – for at omvende os imod Gud (15/v39, 7/v16). Sådan at vi kan ende i stor tvivl, håbløsehed og depression, angst etc. (50/v16). Dog lover Gud, at de som følger Guds retledning, hverken vil rammes af frygt eller blive bedrøvede (2/v38).

Gud afprøvede uden undtagelse alle Hans Skriftprofeter fra Adam a.s. til Mohammad a.s. Deres ansvar og test var meget større end vores. Her vil jeg nævne nogle prøvelser som vi kan forholde os til vores hverdags problemer;

Skriftprofeten Abraham a.s. blev igennem flere år afprøvet i hans Troskab på Guds enhed. Om, hans Ærlighed og Loyalitet overfor Gud, om han ville vælge mellem Gud eller hans egen afkom (søn). Hvem Abraham reelt ville give ”afkald” på (?). Og, hvem ville Abraham underkaste sig til (?). Dog viste Abraham hans fuldstændige troskab til Gud, og valgte Gud. Og, Gud velsignede Abraham og hans efterkommere med ofre-dyret  (37/v102-v108). Abraham var så retskaffen overfor Gud, at han tydeligt viste det til både sit folk og kongen, fx. afviste Abraham Kongen af  Sodomas rigdom, som kongen havde tilbudt Abraham.                                                                                                           Sodomas konge sagde til Abram: »Giv mig menneskene, og behold selv ejendelene.«  Men Abram svarede Sodomas konge: »Jeg løfter min hånd til Herren, Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord:  Jeg vil ikke have noget af dit, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke kunne sige: Jeg har gjort Abram rig!  Selv vil jeg intet have. Men de unge mænd skal have deres fortæring. Og de mænd, der fulgte mig, Aner, Eshkol og Mamre, de skal have deres andel.« (1.Mos:kap:14).   

Abrahams far dyrkede flerguderi og var Nimrods tjener (herskeren over hele Mesopotamien). Abraham blev kastet i ilden, hvor han ingen hjælp fik af nogen mennesker foruden Gud (21/v69). Abraham blev testet med flere års barnløshed. Hans hustruers (Sara og Hagar) konflikter og intriger som gjorde Abraham meget ked. Med hungersnød, flugt, og ufred mellem hans nevø Lots og egne trællemænd – måtte han skille sin vej fra hans elskede nevø Lot.

Abrahams liv byder på så meget mere end kun de prøvelser, som er nævnt. For Gud velsigner Abraham sandelig også med en masse goder; som sønner i en sen alder, rigdom og magt. Begge Abrahams sønner havde Troskab til den Samme og éneste Gud som Abraham selv viste sin tro og tillid til.
Gud har velsignet vores stamfader Abraham a.s. den største titel med;                                                                                                                ”Sandelig Abraham var ét fællesskab i sig selv; oprigtigt gudhengiven. Han var ikke en af afgudsdyrkerne” (16/v120).

Det vil sige, Abraham overvandt sine prøvelser. Uagtet alle de velsignelser han have fået af Gud, var Abraham igennem hans liv i stadighed meget taknemmelig, ydmyg, meget gavmild overfor hans folk og gæster. Abraham tilbad Gud og stadig angre-de han for hans bevidste som ubevidste synder og fejl han måtte have begået.

Skriftprofeten Jacob blev afprøvet med en stor forelskelse i Rakel. Jacob a.s. måtte tjene sig ret til at gifte sig med hans store kærlighed Rakel. Derfor arbejdede for hendes far igennem 14 år. Senere blev Jacob a.s ligeledes afprøvet med en stor forkærlighed til hans søn Josef. Josef var sønnen han havde fået sammen med Rakel. Gud testede Jakob med en stor tab og sorg ved at skille hans vej med Josef. Denne skilsmisse og afsavn til Josef gjorde Jakob blind og gav ham følelsen af en sorg i dødsriget (12/v93). Jacob a.s tilbad Gud og stadig angre-de han for hans bevidste som ubevidste synder og fejl han måtte have begået.

Skriftprofeten Jobs a.s blev ligeledes udsat for én af de største prøvelser med sygdom.
Her finder den snedige Satan indgangen til Jobs store skrøbelighed, og hvisker Job a.s. om at vende sig mod Gud, for at kunne gøre ham rask. Skønt Satan ingen magt har til hverken at kunne gøre et menneske syg eller rask (34/v21).
Job a.s. forstår senere at det er Satans hvisken. Jobs tilkendegiver hans fejl og tilbagekalde hans ord – og angrer sine synder til støv og aske. Den retskafne Jobs a.s og hans familie bliver velsignet meget stort i Guds barmhjertighed og overflod. (Koranen: 21/v83-v84, 38/v41-44 smgl. Jobs Bog:kap:42).

Vi forstår at Skriftprofeter ligesom os har været testet igennem deres liv. Profeternes liv og deres prøvelser er for os en stor læring. Det er  Guds bestemmelse, at Han har fastlagt betingelsen om at afprøve menneskesønnen. Dermed kan vi ikke andet end i fuld troskab og loyalitet overfor Gud være vedholdende, og uden at miste vores håb – gå igennem livets prøvelser. Hertil må vi søge Guds tilgivelse. Gud lover mennesket ”lyset forenden af tunnelen”, som er så smukt beskrevet i (94/v1-8). Trods de ”prøvelser” vi bliver udsat for – må vi påminde os om, at Gud samtidig har forsynet mennesket med en natur som at beherske sig i tålmodighed, og at kunne bære ”den byrde” Gud har givet den enkelte.
”Gud pålægger ingen mere, end denne kan bære.
Enhver får, hvad han har fortjent,
-og bliver draget til ansvar for, hvad han har bedrevet.” (2/v286).

Vi skal altid sætte Gud i vores livs centrum.
Guds vilje skal vægte højst i vor hjerter.
Vi skal handle med det Rette Sind, og gøre vores bedste for at tjene Guds vilje.
Vi skal angre i højlys dag som i nattens mørke – I vores ensomhed, som i fællesskaber.

Vi skal fastholde vores daglige bønner, så vi kan danne relation til Gud, og vise Gud vores vedvarende troskab ved at overholde Hans påbud. Alt dette vil styrke vores troskab og håb om at Gud inshaAllah velsigne os i Hans godhed i både i vores jordiske liv – og i det hinsidige… amen.

 

Af; Elif D. Gökce / islamisk Teolog

 

[1] https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=instinkt

Add comment

Kategorier