İslam i Koran

Islam kan ikke sidestilles med lovskoler, sekter eller kultur

Det grundlæggende problem for muslimer er, at de opdeles i grupper – i deres religion. Gud siger; at Han har sendt et klart lys i kraft af Koranen, hvori dem som følger Koranen vil træde ind i Hans barmhjertighed og gunst. Og, fremhæver at man holder fast i Koranens ord og ikke opløses i partier. ”Hold I alle fast i Guds/Allahs reb (Koranen) og split jer ikke op”. (Koranen:4:v174-v175, 3:v103)

Profeten Muhammad sagde, at en muslim er bror til enhver muslim. ”En muslim er broder til en muslim. Han forfølger ham ikke, han er ham ikke uret, han udleverer ham ikke til fjenden. Den, der fjerner et problem fra en muslim, vil Gud imødegå ligeledes behovene hos denne. Uanset hvem der lindrer en muslimsk lidelse, vil Gud lindre en af dennes problemer på dommens dag. Hvem skjuler skam og ufuldkommenhed af en muslim, vil Gud også dække skam og ufuldkommenhed af denne person.”[1]

Ikke desto mindre fører forskellige synspunkter på islam til grupperinger blandt muslimer.
Allerede århundreder siden blev muslimerne advaret i Koranen: ”..Vær ikke blandt dem, der adskiller deres religion (fra den rigtige religion) og opløser denne i forskellige grupper (sekter). I forvejen fryder hver gruppe sig over det, den ejer”. (Koranen:30:v32)

På trods af Guds befalinger i Koranen er der dannet flere lovskoler, hundreder tusinder af sekter og under-grupperinger igennem de 14 århundreder, hvoraf mange er blevet glemt i historien. Og, flere kommet til, og andre overlevet til i dag.

Problemet er ikke gruppernes fremkomst. Fordi grupperinger er resultatet af sociale menneskelige handlinger, hvilket kan være en berigelse. Når forskellige grupper konkurrerer om gode værker, kan disse forskelle skabe mangfoldighed i et samfund. Imidlertid har lovskoler, sekter og moskeerne en anden forståelse af islam og ser bort fra muslimernes enhed og sameksistens. Ethvert individ er af den opfattelse, at dennes måde er den sande. Hver gruppe ser sig selv som den rette ”ummah”, og skånet af helvedesilden og vil komme ind i paradiset. I sammendraget sidestiller hver gruppering sin ideologi med islam. Derfor prøver muslimer at overgå hinanden i stedet for at udveksle og være ædel. Det er den tilstand, hvor vi befinder os i dag.

Vi muslimer er født i en religion, hvoraf vi ikke sætter spørgsmålstegn ved, eller sondre hvad tradition og religion er, og hvad der gør dem forskellige. Ofte ligger religion i baggrunden. Hvis traditionen foretrækkes frem for religion, bliver selve religionen ineffektiv. Den bagudvendelse der følger af dette, fører til, at religion skiller mennesker fra hinanden i stedet for at forene dem. Mennesket tages fra sit frie valg og tvinges ind i en holdning eller ideologisk-dogmatisk forfatning udenom Koranen.

Hvis religion ikke overvejede menneskeliv og menneskelig enhed, ville muslimer blive ført til vantro. Årsagen hertil er, at muslimerne ikke tager Koranen som kilde, og profeternes praksis som guide indenfor Koranens ånd. Dermed får muslimerne kun overdraget en fortolket viden eller historie fra lovskoler, grupper, sekter og åndelige ledere.

Dermed foretrækkes traditioner frem for religion, hvilket betyder, at hverken bøn beskytter mennesket, hurtig læring ens selvbeherskelse, eller økonomisk donation til de fattige – får de fattige ud af deres fattigdom.

Som et resultat forenes folk ikke i religionen, men adskilles fra hinanden. Den forvrængede måde at tænke på mennesker fører til, at de forskellige grupper anerkender sig selv som legitime. I løbet af profeten Mohammads levetid var der ingen lovskoler, grupper, sekter eller åndelige ledere (de gejstlige). Disse grupperinger blev først til efter profeten Mohammads død. I sammendraget kan hverken lovskoler, grupper, sekter eller åndelige gejstlige sidestilles med islam.

En muslim behøver ikke at tilhøre en lovskole, en udvalgt gruppe eller en sekt. For en bedre forståelse er et velkendt eksempel værd at nævne: Omar b. Khattab, der ønsker at dræbe profeten Mohammad, bliver stoppet af en Nuaym b. Abdullah. Han får at vide, at hans søster Fatima og svoger Saîd b. Zeyd er konverteret til islam. Omar b. Khattab bliver vred, og går direkte hjem til hans søsters hus. Her møder han for første gang Koranens Skrifter. Fra kilderne (İbn İshak, s. 160-163; İbn Hişâm, I, 343-346; İbn Sa‘d, III, 267-269). ved vi at Omar læste de første vers i sura:20/v1-4, hvor Gud/Allah siger:

”Vi har ikke sendt Koranen ned for at du skal lide, men som en formaning (påmindelse) til dem, der frygter Gud. En åbenbaring fra Ham, der skabte jorden og de høje himler.” (Koranen: 20/v1-v4)

Omar b. Khattab bliver meget rørt af disse Koranvers og siger “Tag mig med til Mohammad”. Omar, der ønskede at dræbe profeten, blev til sidst en muslimsk forkynder og de troendes leder (Amir al-Mu’minin). Hvad skete der på denne korte tid? Hvad har ført Omar til at konvertere til Islam? Årsagen hertil er ikke ændringen som et menneske, men mødet med åbenbaringen og profeten. Omar vidnede om, at der ikke er nogen gud bortset fra Gud/Allah, at Mohammad er Guds tjener/tilbeder og budbringer/forkynder. Og, at der er et liv efter døden. Dette er fællesnævner for alle muslimer, der udgør troen på Guds enhed, i det følgende og i profetier. Disse overbevisninger danner rammen for en muslims liv. At tilhøre en lovskole, en sekt eller et bestemt samfund er ubemærket.
Enhver form for gruppering er kommet fra forskellige synspunkter og fortolkninger inden for religionen. Ingen lovskole er synonymt med islam. For at kalde sig selv for muslim – behøver man ikke at følge en lovskole, en sekt eller en bestemt gruppe.

Sekterne blev født i år 623 (2. AH)[2]. I løbet af denne tid blev Guds religion ændret ved mystisk praksis. Faktum er, at de mange sekter, grupper er vokset frem over tid og har overtaget Guds autoritet og forfatning.

Når muslimer henvender sig til moskeer, foreninger som følger henholdsvis lovskoler, sekter eller grupper for at vide mere om islam, bliver de kulturelle mangfoldige. Det er altid muslimens egen ansvar om at læse og forholde sig til Guds Skrifter i Koranen. Profeten Mohammad bliver i flere vers i Koranen beordret om, kun og alene forkynde Guds ord, uden at tilføje eller fortolke. I Koranen siger Gud: ”Tjen alene Gud, uden at tilføje noget til denne religion” (Koranen: 39:v11, 11:v1-2). Det afgørende er at tage udgangspunkt i islams forfatning som er Koranen. Dermed er en muslim i praksis forpligtiget til at vægte Guds ord (Koranen) som den eneste autoritet.

Gud vil at en muslim ikke skal forfølge det, han ikke har kendskab til (49:v6, 24:v11,) Gud vil, at vi gør mere brug af vores evner om at være undersøgende (32:v9) og følge Profetens praksis om kun og alene tilbede Gud og tænke Guds ord ind i vores liv (39:v11, 39:v14) – uden andre ugyldige tilføjelser, som kan være til skade for vores rene tro om guds enhedslæren, eller en parallel-skrift til Koranen.

I islam er tro, ansvar og frelse individuelle. Når disse aspekter overvejes og Guds ord sættes i centrum, kan det at tilhøre en gruppe og dele fordele i de menneskelige relationer – gøres uden forringelse af troen.

 

Prof. dr. Hasan Onat / 

oversat, revideret af: Elif D. Gökce

[1] Arkivaren: Bukhari, Mezálim 3; Muslim, Birr 58. Se også. Abu Dawud, litterær Edeb 38, 60, Tirmidhi, Hudud 3, Birr 19; Ibn Májea, Muqaddima 17.

[2] Årene i den islamiske kalender nummereres med udgangspunkt i hidjra (Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina). År 1 efter hijra svarer derfor til 622 efter den gregorianske kalender. De enkelte år er efterfulgt af betegnelsen H (= hijri) eller AH (= anno Hegirae).

Add comment

Kategorier